Førstegangssamtalen

Ved den første samtale vil vi gerne mødes med patienten og begge forældre, for at få alle nuancer i barnets/den unges vanskeligheder med.

Vi koncentrerer os om de vanskeligheder, som har ført til henvendelsen og laver en plan for yderligere undersøgelser i samarbejde med familien.

Der planlægges derefter 5-6 aftaler til udredning af barnet/den unge.

Udredning

Udredningen består af et grundigt interview med barnet/den unge og med forældrene. Interviewet med barnet/den unge handler om symptomer på de mest almindelige psykiske forstyrrelser.

Forældreinterview – en vigtig del af udredningen.

Som en del af udredningen, taler vi med jer, som forældre om jeres barns liv og udvikling.

Samtalen har fokus på barnets livshistorie, fra de tidlige år og frem til i dag.

Vi spørger ind til symptomer, udvikling, trivsel, skole, familie, relationer og andre områder, som kan være relevante for at forstå barnets vanskeligheder og udfordringer bedst muligt.

Udredningen vil ofte indeholde specifikke tests, som f.eks. ADOS, TEA-Ch m.fl.

Der tages udgangspunkt i den aktuelle problemstilling.

I nogle tilfælde vil vi bede om tilladelse til at indhente relevante oplysninger fra sygehus, praktiserende læge, kommune eller skole, herunder interview med pædagog/lærer.

Der kan, hvor det findes relevant, tilbydes observation i daginstitution eller skole.

Udredningen kan blive suppleret af en undersøgelse af barnets fysiske helbred.

Udredningsforløbet afsluttes med en tilbagemelding, hvor der informeres omkring udredningsresultatet og eventuel diagnose og der planlægges relevant behandling.

Der udarbejdes en erklæring, hvor udredning, diagnose og anbefalinger beskrives.